Jeg havde en spøjs episode, på en skole jeg arbejdede på sidste år, som jeg lige ville dele med jer.
Jeg var fast vikar i en 2. klasse, som lige var kommet tilbage fra juleferie. Fordi, jeg netop var fastvikar for deres klasselærer, var det også mig, der tog i mod dem efter ferien.
Vi brugte lidt tid på at snakke om elevernes ferie og ikke mindst, hvad de havde fået i julegaver.
Især julegaverne var børnene meget optaget af. (Nogle så optaget, at de havde fyldt tasken med legetøj i stedet for bøger!)
Eleverne fik, på skift, lov til at fortælle hvad de havde fået i julegave og jeg kunne hurtigt se et mønster tegne sig. Bærbare computere, dvd-afspillere og film, x-box, playstation, computerspil, Wii mv. De havde alle sammen fået det samme og jeg må indrømme, at jeg var lidt forarget over hvor mange penge hver familie havde brugt på at imødekomme børnenes ønsker.
Vi kom da til den sidste i klassen, lille Jonas, som glad fortalte, at han havde fået nogle rigtig gode og sjove spil. Alle de andre børne lyttede intenst og spurgte ivrigt, hvad det var for nogle spil. Jonas svarede da, at det var nogle almindelige spil. Det forstod de andre elever dog stadig ikke, og spurgte igen hvad det var for nogle spil og hvad de hed. En begyndte at komme med forslag, og nævnte de nyeste, vildeste computerspil. Jeg følte da, at jeg måtte gribe ind og hjælpe lille Jonas, og jeg forklarede resten af klassen, at Jonas havde fået brætspil i julegave.
Skuffelsen i de øvrige børns øjne var ikke til at tage fejl af! Men Jonas var glad for sine spil og jeg synes, det var dejligt at høre, at alt ikke behøver at være tilkoblet en stikkontakt :)
Kære Mette
SvarSletGodt set, at du bakkede op om Jonas' "beskedne" gave... Ak ja, som "gammelmor" er jeg ret resignerende i forhold til, hvad det er godt at give sine børn i jule- og fødselsdagsgave. Det er forbrugerisme i allerhøjeste grad, og jeg er overbevist om, at det ikke er godt. Men, som sagt, det er der talt og skrevet meget om, og det ser ikke ud til at ændre sig, tværtimod. Der er meget prale-effekt i store gaver, og børnene kan jo ikke selv vurdere, om de ville være blevet lige så glade for en mindre dyr ting. Det er - igen - forældrene, der skal tænke sig godt om. Det kræver meget overskud og selvværd at stå udenfor - også for voksne.
Mange hilsner Inge
Hej piger :)
SvarSletDet var virkelig flot, at du greb ind, Mette!
Jamen hvad så m.h.t. selværdet, når lille Jonas sidder i et hjørne med brætspillet og alle andre børn sidder samlet om deres Nitendo DSI el. lign.????!
I modsætning til Inge, mener jeg, at alle børn bør (nogenlunde), at være på lige fod.
Mange pædagoger, psykologer mm., mener desuden også, at børn skal have ret til det, da det motiverer dem i at være social i klassen, som så gør, at man er et gladere barn, som så resulterer i, at barnet lærer bedst.
Hej Songül
SvarSletJeg mener også det ville være optimalt, hvis alle børn i en klasse havde de samme muligheder, men sådan er virkeligheden bare ikke. Jeg er glad for, at Mette greb ind i sagen om Jonas' ikke-elektroniske julegave. Det illustrerer meget godt en situation, vi nemt kommer i som kommende lærere. Den opdragene del af faget er jo fx også at forklare børnene, at alt ikke er som den verden, man selv færdes i. Empati og forståelse for andres verdener er en vigtig opgave for os. Børn er tit hårde og uforstående overfor hinanden, og man kan ikke være sikker på, at diverse episoder i klassen bliver taget op og snakket om i hjemmet. Når jeg taler med nogle af mine "lærer-venner" siger de, at opdragelseselementet fylder mere og mere i skolen, både fordi mange forældre forventer at skolen tager diverse emner op, men også fordi mange forældre selv er på bar bund i diverse opdragelsesspørgsmål.
Lad os diskutere videre......
Kh. Inge
Og lad os så lige huske på at børn ligesom voksne også kan blive fanget af mode dillen. hvis brian har vil jeg også osv og til sidst har de glemt vor sjovt ludo kan være, det betyder ikke at ludo er kedeligt men bare at de har glemt ludo og derfor er det kedeligt.
SvarSlet